Hvor skal sommerferien gå hen? Find inspiration her

sri lanka

Drømmer du om lækre strande? Store surfervenlige bølger? Frodig natur og bjerglandskaber så langt øjet rækker? Storbyliv og kulturelle oplevelser? Fantastisk mad og et dyreliv udover det sædvanlige? Tro det eller ej. Sri Lanka har det hele.

Sri Lanka om sommeren

Selvom Sri Lanka er en forholdsvis lille ø, bor der over 21 millioner mennesker. Og øens størrelse taget i betragtning er der imponerende nok også forskel på vejret afhængigt af, hvor på øen du tager hen og hvornår.

Der er for eksempel ganske regnfuldt i vest og syd fra april til juli og fra oktober til november. På østsiden er der derimod højsæson i samme periode, hvor solen skinner, og nedbøren er minimal. Nordpå er der generelt køligere end i resten af landet, og her sætter monsunen ind fra marts til juli og igen fra september til december.

Vil du gerne afsted i de danske sommermåneder, og er du ikke glad for regn, bør du derfor rejse til Sri Lankas østside og gemme syd, vest og nord, indtil de kølige måneder rammer Danmark.

Øst Sri Lanka

På Sri Lankas østside finder du de fineste kyststrækninger – og ikke ret mange turister. Her møder du blandt andet de mest imponerende og storslåede solopgange.

Er du vild med surfing, bør du helt utvivlsomt tage til Arugam Bay, der er et slaraffenland af gode bølger, lækre strande og sprøde surfer vibes. Det er dog også her de fleste turister kommer, og vil du gerne undgå masserne, bør du tage til Nilaveli Beach og Uppeveli Beach.

Er du mere til natur- og dyreliv, kan et besøg i Yala Nationalpark give smil på læben. Her finder du et rigt dyreliv og frodig natur uden lige.

Endelig bør du lægge vejen forbi Trincomalee – en farverig og vibrant by med masser af templer og koloni-stemning.

Central Sri Lanka

Dette område er også kaldet ”The Cultural Triangle” og rummer nogle af Sri Lankas allerstørste kulturelle seværdigheder. Næsten alle disse er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste, og der er ikke så lidt at gå i gang med.

Tag til Kandy for lidt bystemning og for at se det fantastisk smukke tempel, Temple of the Holy Tooth (Sacred Tooth Relic). Her kan du også få syet en sari eller sarong, spise appa på byens marked og drømme dig væk til duften af krydderier og dyttende biler.

Du må derudover ikke misse chancen for at opleve noget af Sri Lankas allersmukkeste natur i Ella og Nuwara Eliya. Ella består af bjerge og dale, og du finder den smukkeste udsigt her. Nuwara Eliya består af te-plantager i lange baner – tag enten en guidet tur eller gå offroad i de små landsbyer.

Har du mod på det, bør du bestige Adams Peak – og gerne om natten, så du rammer toppen ved solopgang. Du vil blive mødt af et fantastisk syn og en helt særlig stemning på toppen af bjerget. Du bør også gå op af Lions Rock ved Sigiriya – et bjerg, der rummer uendelig meget mystik, og som i den grad er anbefalelsesværdigt.

Der er masser af muligheder for unikke oplevelser i Sri Lanka om sommeren – det svære bliver at nå det hele. Få flere tips på sri-lanka.dk.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*